Starten på et mere bæredygtigt liv

Starten på et mere bæredygtigt liv

Posts in this series:

This entry is part 1 of 1 in the series Et bæredygtigt liv

Jeg trådte ind i 2016 med et lille ønske til mig selv. Få et mere bæredygtigt liv. Ikke nødvendigvis på den ‘Bliv veganer og Red-verden’-agtige-måde, men et stille ønske om at få et liv, som hænger bedre sammen på den lange bane. Jeg skiftede mit PC password til Bæredygtigt16 i håbet om, at det ville give mig en lille daglig reminder om, at jeg hver dag gerne vil bevæge mig et skridt tættere på et liv i balance. 

Rejsen begyndte allerede i sommeren 2015, da vi besluttede at forlade villakvarteret for et hus i udkanten af byen. Tæt på børnenes skole, men med udsigt til vand og åbent land. Udemennesket i mig var begyndt at få kuller i havearkitektens skarpe blomsterkasser og familiehuset med ‘voksen-afdeling’ og ‘samtale-køkken’ talte ikke til mit indre legebarn. 

Sammen havde vi tegnet et hus på en serviet. Et bambushus med liv, leg og arbejde på samme matrikel. Et hus med udsigt til naturen og højt til loftet. 

Samme dag som ejendomsmægleren måbende havde sagt “Hvorfor vil I flytte? ALLE vil da bo her”, fandt han et gammelt faldefærdigt dødsbo til os, som vi faldt pladask for. HER ville vi bor. 

Vi flyttede ind en måned efter vi havde skrevet under. På madrasser og selv-byggede pallemøbler. Villa-kvartersboligen blev lejet ud. “Er vi fattige nu, mor?”, spurgte min ældste søn mig, da vi lukkede revnen i vinduet med gaffa-tape.

Det tog seks måneder, før vi fik solgt villaen og endelig havde en byggetilladelse og et byggebudget i hånden. De seks måneder uden møbler, tv, og alle vores opmagasinerede ting, lærte os, at vi ikke kun trængte til en sø og en shelter i baghaven. Vi trængte til en helt ny måde at leve vores liv på. Vi trængte til at være mere hjemme og mindre ude. Leve langsommere og leve simplere.

Vi havde endelig fået en rigtigt god grund til at sætte farten ned – nyde udsigten – og mærke vores omgivelser, men resten af vores liv gav dårligt plads til at nyde det. Derfor blev den første dag i 2016, starten på vores bæredygtige liv.