Nu er jeg nødt til at sige noget…

Nu er jeg nødt til at sige noget…

I går læste jeg 79 kvinders vidnesbyrd i et indlæg i Politikken. For tre uger siden så jeg Sofie Linde forsvare sig overfor Pia Kjærsgaard i Debatten og før det fulgte jeg med i reaktionerne på Sofies tale til Zulu Awards.

Jeg hører en masse snak om skyld. Hvis skyld er det, hvis en kvinde bliver chikaneret? Er det hende, der burde have sagt fra? Eller er det personen, der chikanerer, der udnytter sin position?

Bag lukkede døre hører jeg også en del snak om skam. Alle dem, som ikke har råbt op og ikke har fortalt deres historie, fordi de skammer sig. Fordi en anklage om at være blevet voldtaget af sin teamleder kan ødelægge hendes(!) karriere. Fordi et ’nej tak’ til chefen, der sender flirtende sms’er og stiller indgående, grænseoverskridende spørgsmål om hendes privatliv, kan koste hende jobbet, fordi chefen også ejer virksomheden.

Burde vi ikke fokusere på hvordan vi handler os ud at et system, som tydeligvis er korrupt og pivråddent? Magt korrumperer. Særligt når dem med magt føler sig urørlige. Og det er de lige nu. Så længe vi, som samfund fastholder os selv i en snak om skyld og skam, kommer vi ikke videre til handling.

Arbejdstilsynet har en hotline for krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen. Når du ringer til dem, er du anonym.

Er det ikke besynderligt, at vi ingenting har hørt om eller fra dem i denne diskussion?

På deres side kan man finde en liste over, hvad der kan udgøre krænkende handlinger. For eksempel står der, at der både kan være tale om aktive handlinger og om at undlade at handle.

Hvis vi holder os til disse retningslinjer, bør der reelt ikke være nogen grund til at diskutere HVAD der er i orden på en arbejdsplads. Det er vel langt mere vigtigt at diskutere HVORDAN vi gør noget ved det, som ikke er i orden?

Rigtigt mange af os er nemlig ikke ansat i virksomheder med whistleblower-funktion, tillidspersoner eller en uafhængig HR-funktion. Derfor er det heller ikke oplagt, hvor vi skal gå hen med vores oplevelser. Selvom arbejdstilsynet ikke kan agere som part i en sag, kan de lytte til dine oplevelser og hjælpe dig på vej til en mulig løsning. At fortælle om dine oplevelser til nogen, som kan hjælpe dig til at se, at det IKKE ER DIG den er gal med men din chef, er en hjælp i sig selv.

Lige nu vælger rigtigt mange at holde deres oplevelser for sig selv. De trækker sig tilbage, melder sig syge og/eller finder nyt arbejde. På den måde er de eneste det går ud over, dem der er blevet krænket. Hvis alle i stedet deler deres oplevelser, så bliver dem, der ikke kan forstå at opføre sig ordentligt, ikke længere urørlige.

Vi skal have transparens i systemet og tale om de ting, som vi ikke har lyst til at tale om. Hvis vi ikke har gennemsigtighed i systemet, beskytter systemet dem, der udnytter det. Vi er jo i bund og grund ikke uenige om, at det ALDRIG kan være kvindens skyld. Vi er heller ikke uenige om, at personer, som er blevet krænket ALDRIG burde skamme sig. Vi VED godt hvem der tager fejl her. Lad os nu for helvede gøre noget ved det. Vi skal ALLE sige fra, når vi ser og hører noget, som ikke er i orden. Der bør være NUL tolerance over folk, der ikke kan opføre sig ordentligt. Man kan jo starte med at sige noget. F.eks. ”Det synes jeg ikke er i orden at sige”, også selvom det der blev sagt ikke var til dig. Så bliver elefanten i lokalet i det mindste adresseret.

Hvis du ikke føler, at det vil gøre nogen forskel at tage sagen op i situationen, så ring til HR, tillidspersonen eller arbejdstilsynet. Så må de tage ansvar for at lave statistikker, rapporter og synliggøre problemet, så ledere, ejere, politikere og andre kan tage handling, de steder hvor der er behov for det.

Og hvis DU er personen, der er i tvivl om, hvorvidt din egen adfærd er i orden, så spørg dig selv: Ville du sige det til din søster eller bror? Ville du gøre det, hvis andre (din hustru, mand, børn, din mor) kunne se og høre dig? Nej? Så er det sgu nok ikke i orden.