Mænd har ikke bryster

Mænd har ikke bryster

Jeg er lige blevet færdig med Jens Chr. Hansen og Christian Nørr’s erhvervsbiografi om Stine Bosse. Jeg indrømmer gerne, at jeg er vildt fascineret af hendes karriere og resultater, og det var spændende med et kig “bag facaden”. Særligt bed jeg mærke i hendes råd til kvinderne: “Se så at få de børn. … Lad være med at tro, at I er de eneste i verden, der kan passe børnene. Mænd har godt nok ingen bryster, men det kan man indrette sig ud af.”

At det er kvinderne, der holder mændene tilbage fra at deltage i børnepasningen derhjemme støttes af Foreningen Far, som for nylig meldte ud i flere medier, at det i høj grad er kvinderne, der er skyld i, at far ikke får lov til at gå på barsel. Selvom deres formand, Jesper Lohse, faktisk understregede, at mændende kæmper med både mor og arbejdsgiveren, (“… sat på spidsen risikerer manden enten at blive skilt eller fyret, hvis han holder på sin ret til barsel. Og begge scenarier er både på den kort og lange bane dyrt for samfundet og skidt for familien.”) så galoperede medierne afsted med historien om mor, som mener, at hun har ret til hele barslen og ikke vil dele med far.

Og der er naturligvis sandhed i, at der er mange kvinder, som ikke har lyst til at vende tilbage til jobbet, mens der stadig er mælk i brysterne; baby netop er ved at udvikle personlighed, er blevet en smule sjovere at være sammen med, og ikke kun sover, skider, spiser, sover, skider i forskellige rækkefølger; og før alle graviditetskiloene er væk – (personligt kan jeg stadig ikke passe mit arbejdstøj, så det bliver lidt af en udfordring om en måned…).

Jeg forstår dem godt. Når mor deler barsel ligeligt med far, får han som regel æren af at gå hjemme med baby fra 6 til 12 måneder (for uanset hvor meget man kan indrette sig ud af det, så er det bare mere praktisk, at hende med brysterne er hos barnet i de første 6 måneder), og så bliver det far, der skal lære hende at kravle, gå og, måske, sige sit første ord.

Men de af os, som alligevel gerne vil dele barsel med far (for mit eget vedkommende deler jeg for 3. gang barsel lige over), vi kæmper altså med et arbejdsmarked, som slet ikke har accepteret, at far gerne vil på barsel. En kvinde fra min mødregruppe fortalte, at hendes mand (som arbejder ved en global, dansk/svensk mejerivirksomhed) fik at vide, da han bad om barsel i henhold til medarbejderhåndbogen med ti ugers lønnet orlov for mænd, at “det er der aldrig nogen, der har gjort før – det er vist bare noget HR har indført for at tiltrække kandidater til virksomheden!”. En af mine medarbejdere fortalte om en veninde, hvis mand gerne ville tage lidt ferie med familien inden babys ankomst, men blev anbefalet af kolleger at gemme sine feriedage til efter fødslen, hvis han ville have et par dage fri med sin kone og den lille ny. Det ville nemlig ikke være “godt for hans videre karriere i virksomheden” at tage orlov.

Og nu er min mand så blevet sendt hjem af sin arbejdsgiver, en af Nordeuropas førende energikoncerner med hovedsæde i Danmark, med besked om, at hans kompetencer ikke længere matcher teamet. Seks uger før sin planlagte, seks måneders orlov. Uden varsel. Samme måned havde hans nærmeste leder rost hans arbejde, og de havde talt om de projekter og opgaver, som han skulle varetage fremadrettet. Men desværre faldt den lange barsel ikke i de højere chefers smag, så: bum – vi kan ikke bruge dig længere her i virksomheden!

Jeg forstår godt, at det er udfordrende for den lille virksomhed, at en medarbejder skal på orlov. Det koster både på økonomien og ressourcerne. Derfor er der mange virksomheder, som vælger den nemme løsning og skiller sig af med medarbejderen – eller værre endnu – slet ikke ansætter medarbejdere, som kan tænkes at skulle på orlov.  Ifølge en undersøgelse, som Berlingske Nyhedsmagasin har lavet i samarbejde med fagforbundene Civiløkonomerne, DJØF og IDA har hver tiende kvinde oplevet at miste sit job i forbindelse med deres orlov.

Derfor må det være regeringens og de store virksomheders samfunds-ansvar at gå forrest med lige- og retfærdig behandling af både far og mor. Der skal jo fødes børn i Danmark. Hvis far tager barsel, kommer mor hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet og der kommer bedre balance i regnskabet. I dag tager danske mænd kun 7,4 procent af den samlede barsel. Ikke mærkeligt at kvinderne kommer bagud på både lønnen og karrierestigen.

I vores familie vil vi ikke finde os i, at man sender far hjem med en fyreseddel lige inden hans barsel uden yderligere forklaring. Vi vil tage sagen  til Ligebehandlingsnævnet på trods af, at deres gennemsnitlige sagsbehandlingstid er på ca. 9 måneder. Når vi endelig får en afgørelse vil fars barsel være slut. I stedet for ti uger med lønnet orlov fra sin store, statsejede arbejdsgiver (+ pension og ferieopsparing af fuld løn for hele perioden) skal min mand på barselsdagpenge.

Vi er to voksne, tre børn og en hund i et villahus. Men vi har besluttet, med hjælp fra familie, hinanden, og havregrød et par gange om ugen, at vi vil se dette her til ende, og ikke tage til takke med en månedsløn eller to, som uden tvivl vil være arbejdsgiverens mæglingsforslag senere på måneden – som plaster på såret, hurtig kapitalindskud til familien, og lovning om, at vi er helt stille om deres totale mangel på ligebehandling af fædre i en af Danmarks største virksomheder. Det bliver et nej tak her fra.

Mor skal tilbage på arbejde – og far skal på barsel. Lige som vi hele tiden har planlagt. Zoe skal lære at mor og far deler det derhjemme og det derude (som Stine ville have sagt det); og alle skal opføre sig ordentligt, og behandle hinanden lige og retfærdigt – både de store og de små.