Selv uden bryster...!

Selv uden bryster…!

Det blev ikke til en tur til København for Zoe, far og jeg. Igår aftes sendte DI det sidste forligs-tilbud fra fars arbejdsgiver. Til fuld og endelig afgørelse.* Og far har efter lange overvejelser i dag besluttet, at han vil acceptere tilbuddet.

Efter “proces-økonomiske overvejelser” har fars arbejdsgiver besluttet, at tilbyde ham det samme som en godtgørelse tilkendt af Ligebehandlingsnævnet. Vi tror ikke, det betyder at fars (snart tidligere) arbejdsgiver ikke har råd til at gå i retten. Men mon ikke det er de potentielle omkostninger for virksomhedens ry og omdømme, der i sidste ende har vejet tungest?

I året, som EU har udråbt som året for balance mellem familie- og arbejdsliv, er det nok heller ikke  en rigtig god branding strategi, at offentligheden opdager, at fars arbejdsgiver har opsagt far lige efter han har varslet sin barsel. Med offentligheden mener vi, de 2300+ besøgende som har læst mors blog inden for de sidste 14 dage. Vi har haft besøgende fra mere end 40 lande, fra alle dele af det danske land, et par stykker fra Ritzaus bureau og Berlingske, fra offentlige og private arbejdspladser; og fars arbejdsgiver og DI har også kigget ind. Vi er ikke i tvivl om, at den opbakning vi har fået – fra offentlige personer som Stine Bosse (som ikke holder sig tilbage fra at skabe debat), fra mors arbejdsgiver og medarbejdere, fra familie og venner – har spillet en afgørende rolle. Mon ikke også fars arbejdsgiver har læst på mors blog, hvad vi forventede at få, så de kunne indgå forlig og afslutte sagen?

Så nu har vi vundet.

Det føles ikke helt som en home run. En reel, offentliggjort afgørelse ved Ligebehandlingsnævnet ville nok have føltes mere som en sejr. Et forlig har reelt ingen vindere.

Selvom vi går her fra med den samme gevinst, som en sejr ved Ligebehandlingsnævnet, er der ingen vinder og ingen taber. Ikke desto mindre, er vi meget tilfredse. Tænk sig – at vi fik DI og fars arbejdsgiver til at forstå, at en sag som vores, kun går væk, når arbejdsgiver indser, at far skal have samme rettigheder og beskyttelse som mor (i.e. samme godtgørelse.)

Det er ikke i orden, at danske virksomheder ikke tager sit samfundsansvar alvorligt. Virksomhederne skal være med til at skabe mangfoldighed og synergi på arbejdspladserne. Det gør de blandt andet ved at give plads til far på barsel, så mor kan komme tilbage på arbejde. Mange store virksomheder har allerede taget stilling til dette, har allerede en proaktiv politik på området – men hvis den enkelte afdeling presses på headcount og effektivitet, bør der være en gennemgribende CSR kultur, som foregriber at daglig drift negativt påvirker den overordnede dagsorden. Ledere bør måles på deres evne til at efterleve og være foregangsmænd/ -kvinder for den valgte politik.

Men vi vandt. Og far kan gå på barsel om 3 uger – uden at skulle bekymre sig om familiens økonomi. (Han har allerede været til samtale med en virksomhed, som gerne vil ansætte ham, når hans barsel slutter – så far er glad.)

Mor er ved at gøre sig klar til at komme tilbage til sit arbejde. Først skal jeg færdiggøre Finance-opgaven til min MBA-uddannelse, og bagefter skal jeg læse op til eksamen for første år på uddannelsen. Det er ikke nemt at gøre sig klar til at være væk fra baby. Det er instinktivt nemmere at være hos baby. Baby smiler til mor med en betingelsesløs kærlighed, som mor nok ikke får fra sine medarbejdere eller sin chef, når hun vender tilbage til arbejdet. Det er meget sandsynligt effekten af dét smil, der afgør om man bliver ny nordisk mor – eller vender tilbage til sit jordiske arbejde.

I vores familie, mener vi, at samfundet, virksomhederne, vores forhold og vores børn, alle vil trives bedre, hvis vi har ligestilling derhjemme. Og det har vi hos os. Det vil sige, at vi deles om det derhjemme og det derude. At vi hver især gør det, vi er bedst til –  at vi ikke begrænser hinanden, men at vi er partnere, som støtter hinanden til at nå vores mål. I medgang og i modgang balancerer vi familien, så vi også kommer igennem denne her oplevelse. Og lige nu ser det ud til at familien kommer igennem med en ganske fornuftig økonomisk gevinst – som signalerer ligestilling – og som giver far lov til at holde barsel – SELV UDEN BRYSTER!!

TAK – til alle jer, der har fulgt med. TAK til alle jer, der har delt, kommenteret, og liked historien om fars barselsudfordringer. Og til jer, som måske kommer ud for det samme – hold jer ikke tilbage for at kontakte os. Vi vil rigtig gerne hjælpe, så far kan komme på barsel!

 

 


* Far har modtaget tilbud hele ugen. Og har sagt nej til dem allesammen. På baggrund af det seneste tilbud meddelte fars fagforening, at de ikke ønskede at gå videre med sagen. Ville far alligevel gerne have taget den videre til Ligebehandlingsnævnet for at få en offentlig dom (med en mulig marginal opdragende effekt på den store virksomhed, og forhåbentlig afskrækkende effekt på andre virksomheder, som overvejer at spekulere i opsigelse af far på barsel), så skulle han selv finansiere processen.

Et eller andet sted er det vel rimeligt nok, at fagforeningen laver en cost-benefit analyse og afgør, hvor stor en indsats, de vil gøre for det enkelte medlem. Men kan ikke lade være med at have fornemmelsen af, at fagforeningen har overset, at selvom de repræsenterer ledere repræsenterer de stadig arbejdstagere. Var der ikke engang, hvor fagforeningerne var med til at skabe de bedst mulige forhold for arbejdstagerne? Hvor fagforeningen var det medie, som italesatte de forhold, hvor virksomhederne har svært ved at overholde arbejdstagernes rettigheder?

I denne sag advokerede vores advokat fra starten mere arbejdsgivers synspunkter end arbejdsgiver selv. Vi kan godt forstå at mange ikke går videre med denne type sager. Fagforeningen lod os vide helt fra starten, at de ikke troede på et forlig over 3-5 måneder. Altså ikke på niveau med, hvad man får som kvinde i en tilsvarende sag. Vi har hele vejen igennem følt, at vi har skulle skubbe fagforeningen foran os. Det er altså hårdt – og ikke den månedlige betaling til fagforeningen værd. Så mor melder sig ud af fagforeningen nu. (Far er i tænkeboks,  – ihvertfald indtil sagen er fuldt afsluttet.) I stedet smider jeg de 72 kroner i en opsparing, så jeg kan betale min egen advokat – skulle jeg en dag få brug for sådan én. (Men det er et helt andet blogindlæg :)….)